Claus Lerche udnævnt til GVI Æresmedlem

18.09.2016

Claus Lerche udnævnt til GVI Æresmedlem

Spørg bare rundt på anlægget i GVI. Trænere, forældre og børn. I GVI har vi en levende trænerlegende, og det fejrede GVI på generalforsamlingen i den forgangne uge, hvor GVI’s bestyrelse udnævnte Claus Lerche til æresmedlem af GVI.

 

Selv om Claus Lerche, der er født i 1943, nu har pensioneret sig selv som børnetræner, så står han stadig om søndagen og ser om det går ordentligt for sig, når det næste kuld af 4-årige drenge og piger prøver sig af med fodbolden og GVI’s græs i Nymosen. Titlen som æresmedlem får han for den kæmpe andel han har haft i børne- og ungdomsarbejdet i GVI, og uden ham var det ikke blevet den succes vi ser i dag. Claus Lerche har en enestående evne til at få tingene til ske omkring sig. Det er den dag i dag en fornøjelse at se, hvor mange i forskellige aldre der hilser på Claus, når han kommer på anlægget til enten seniorbold eller børnefodbold. Det er tydeligt at se på mange mennesker, at Claus har været med til at give dem GVI i hjertet. Claus har evnet at videregive den kærlighed til GVI som han selv fik efter han blev meldt ind i klubben som 10-årig i 1953.

Alle i bestyrelsen kan en god historie om Claus Lerche, hvor han har været med til at skabe en stemning for, at det giver mening at give en hånd med i klubben.  Det er imponerende, når en person med Claus´s dåbsattest samtidig har så meget indsigt i ungdommen. Han har helt sikkert været forud for sin tid, og det er uden tvivl GVI fodboldens helt store ildsjæl og en vaskeægte klubmand vi hædrer med titlen som æresmedlem, og det er en stor ære for os.

 

Bestyrelsen GVI