Fødselsdagssejr til GVI

21.08.2016

Fødselsdagssejr til GVI

Gustav Bang tog rollen som matchvinder, da DS-drengene lørdag tog forskud på fejring af GVI's 95 års fødselsdag søndag 21. august mod et ganske stærkt hold fra AB Tårnby. Et Amager-hold som dog måtte tage hjem med et nederlag efter vores forhenværende anfører Anders Syberg havde spillet en hovedrolle hos gæsterne.

Alle hold i GVI's pulje ser ud til at være indstillet på en hård fight om pointene i denne sæson, og det blev også en ganske chancefattig kamp, hvor begge hold havde fokus på en god organisation på banen. AB Tårnby er endnu en nedrykker fra 2. Division, så det var ventet at det ville blive en svær kamp. Derfor var jublen stor, da Gustav Bang i det 12. minut bragte Vangede-drengene foran 1-0 efter et dejligt velspillet angreb. Som kampen skred frem fik AB Tårnby til tider lagt et pres, og det lignede da også en udligning, da Amager-holdet fik tildelt et straffe. Anders Syberg gik til bolden, og han blev skurken, mens GVI-keeper Kasper Jensen blev helten med en super redning.

GVI holdt føringen hjem, og en svær start på sæsonen med B1908, Rishøj og AB Tårnby i de tre første kampe er vekslet til seks gode point. Seks point står der også ud for næste modstander, når vi lørdag 27. august spiller ud mod Avedøre med kampstart 13.00.