Trænerteamet havde på dagen valgt at justere lidt på startopstillingen, Gummi var med fra start i midterforsvaret sammen med Lasse G. Rønning og Thomsen med på backs. Nuri var rykket op på midten ved siden af Lund, og foran dem lå 3 offensive midtbaner i Oliver, Raahave og Frick. CP lå helt fremme.

Nicklas Niebe, Christian Smed og Patrick Ehlers var med på bænken. Mayasi og Michel Nielsen var ude med karantæner, og der var afbud fra Gustav Bang.
 
Virum havde 2 eks GVI’ere med fra start; Oliver ”Bongo” Rosendal og Nicklas MacDonald, og lå lige over den grimme nedrykningsstreg, vi have i teorien 2. pladsen og en play off kamp inden for rækkevidde, så begge mandskaber havde noget at spille for.
 
Virum kom bedst ud og var dominerende fra start, vi fik aldrig sat vores præg på starten, og havde svært ved at komme igennem Virums stærke defensiv, vi mistede de fleste bolde inde vi nåede op, hvor det blev farligt. Virum var farlige i omstillingerne, og det var også efter en hurtig omstilling og et smukt langskud at de kom foran. Virum holdt stangen til pausen uden problemer. Vi skiftede Gummi med Smed i pausen, og forsøgte at få sat afleveringer sammen, så vi kunne komme op i nærheden af Virums straffesparksfelt – men Virum havde nemt ved at afværge. Det blev ikke nemmere, da Virum i første rigtige gennembrud i 2. halvleg endnu engang tog chancen udefra, og sparkede bolden ind til 0-2. Vi skiftede Frick med Niclas Niebe og senere CP med Patrick Ehlers. Det var også Ehlers der kom tættest på en scoring med et fantastisk hovedstød på undersiden af overliggeren, men ind over stregen ville bolden ikke. Virum kontrollerede sikkert kampen hjem på sikker forsvarsspil.

Det var måske forårets ringeste præstation af vores drenge, det med at gå ”all in” på at forfølge den spinkle chance for at nå 2. pladsen, var svær at få øje på. Spillet hang overhovedet ikke sammen, enten smed vi bolden væk, ellers så løb vi ind i Virums stærke defensiv. Der var intet der lykkedes for vores kreative spillere, når vi sjældent kom igennem på kanten, så lå CP alene i feltet med 2-3 granvoksne Virum forsvarere. Virum var os overlegne i alle spillets facetter, der var ide og flow over deres spil, de var hurtigere med fremme end vi løb tilbage og omvendt.  Virum ville det mere, der var bid i taklingerne, der blev insisteret nærkampene, og angrebene blev kørt igennem.

Hatten af for at vores spillere er gode til træning og har det godt sammen - Men trivsel og kvalitet i fodbold måles altså i præstationer og sejre – Hvis det hele er så godt, så bør der komme en trodsreaktion fra truppen i de sidste to svære kampe; hjemme mod oprykningskandidaten Kastrup og sidste udekamp mod lokalrivalerne fra Jægersborg.

Snakken efter kampen blandt de trofaste gik på om vi kunne risikere at rykke ned (??!!) Det er altså langt fra oprykningssnakken i starten af foråret – Det har været en forsømt forår, og vi kan på ingen måde være tilfredse med pointhøsten. Lad os nu få 2 gode kampe at gå på sommerferie på !

Willer