GVI - Vanløse 3-3

Det blev 3-3 og 1 point efter endnu en dramatisk fodboldkamp i Nymosen. En første halvleg hvor vi var spillet godt ned under græsset og nede med 2 mål, blev afløst af en flot fight tilbage i 2. halvleg med krydret med et flot føringsmål - for så at blive tabt på gulvet med en udligning i sidste minut med en mand i overtal.

Det var første gang, at trænerteamet havde alle mand klar til kamp, ingen karantæner eller skader, det betød en stærk bænk med Gummi, Frick og Mayasi, og at både Christian Smed og Peter Rønning fik en hel kamp på 2. holdet.

Vi startede kampen fint og aggressivt over hele linjen. Vanløse var lidt mere afventende, måske var det deres strategi, for når de stjal bolden, så var de kvikt spillende og gav os store problemer, allerede efter 9 min. gik det galt efter et par vage taklingsforsøg kom Vanløses stærke angriber Austin Alfred fri, og i 2 forsøg scorede han  til 0-1. Det rystede os lidt, og Vanløse fik endnu 2 store chancer før vi fandt fodfæstet igen. Desværre gik det galt igen efter 30 min, hvor Vanløse spillede sig flot igennem og scorede til 0-2. Nu var gode råd dyre, men Michael Nielsen gik forrest og på et af sine mange dybdeløb kom han alene med Vanløses keeper som dog reddede. Michael fortsatte og næste gang var heldet med os, linjevogteren vinkede for et Vanløse frispark, det fik Vanløses forsvarsspillere til at stoppe op, men kampens dommer var uenig og lod spillet fortsætte, og denne gang fik Michael mere  tid og fik sikkert reduceret til 1-2 lige inden pause.

Trænertemaet må have snakket godt i halvlegen, for det var et forvandlet GVI hold der kom på banen, der blev vundet masser af bolde på Vanløses banehalvdel, de fik ingen ro på bolden eller tid til at organisere sig, og efter 2 min. var det Simon Raahave der drev bolden ind i Vanløses felt, og blev kantet, dommeren var ikke i tvivl – Straffe! Ikke verdens største, men mindre kan også gøre det. Morten Lund eksekverede ligeså sikkert som i sidste uge 2-2. Nu var det GVI over hele linjen, Vanløse kunne slet ikke komme ud af egen zone. Efter 66 min. fik vi hjørne, og det sendte Oliver Østgaard højt inde i feltet, hvor Patrick Ehlers steg til vejrs og pandede bolden i kassen til 3-2.

Vi skiftede Oliver Østgaard og Michael Nielsen med Mayasi og Frederik Frick, og har fint kontrol på kampen, den er intens, og der bliver gået til den i nærkampene. Det sene drama kommer igen i denne uge, ca. 5 min før tiden løber ud er der en batalje midt på banen, hvor Gustav Bang går hårdt ned i en takling, og får korrekt gult kort og Vanløses spiller reagerer med at sparke ud efter Gustav – og får direkte rødt. Sikkert helt efter reglerne, men det så en kende hårdt ud. 11 mod 10 de sidste 5 pluds tillægstid, burde være en opgave der var til at løse – men inde i overtiden går det alligevel galt, en høj fremlægning ender i hovedet på Vanløses store midterforsvarer, der placerer bolden uden for Mikkels rækkevidde og 3-3.

Endnu en fremragende fodboldkamp for den neutrale – den havde det hele, flot fight, smukt spil, flotte mål, gule og røde kort. Der var ikke noget at komme efter. Vi må desværre stå tilbage og undre os over at vi ikke fik 3 point – ligesom i mod Ledøje og BSV. 3 point i dag havde spillet os helt ind i oprykningskampen igen – Kastrup, Avedøre og Herlev sætter point til. Nu er der 4 point op til 2. pladsen med 4 kampe tilbage, det kan i teorien stadig lade sig gøre. Kastrup har vi selv, og Avedøre skal møde både Ledøje og BSV, men det kræver 4 sejre.

Vi kan tage indstillingen fra den flotte 2. halvleg med, noget af det bedste vi har set i år – spillerne fandt endelig de sidste 10% frem i nærkampene og viljen til at vinde var til at få øje på.