GVI exit efter pokaldrama i Smørum

09.08.2017

GVI exit efter pokaldrama i Smørum

120 minutter og seks straffespark til hvert hold skulle der til før tirsdagens pokalkamp ude mod Ledøje-Smørum blev afgjort. Og desværre løb hjemmeholdet med sejren på 7-6 i en underholdende, til tider velspillet, og underholdende affære.

GVI og LSF er to DS-klubber, der har for vane at spille uafgjort, når de møder hinanden. Og med fire uafgjorte i tre træningskampe og en sæsonpremiere for GVI, så var det ikke noget helt skævt bud, at de to hold ville ende i forlænget spilletid.

GVI kom dog tydeligt ud til første halvleg med en ide om, at nu skulle der vindes en fodboldkamp, så man kunne få en sjov modstander fra den øverste hylde i dansk fodbold til Nymosen i næste runde.  Det var blandt andet med Gustav Bang og Lasse G. tilbage i startopstillingen. Og optimismen i første halvleg bragte GVI foran med 1-0 på en temmelig flot halvflugter fra Nick Christensen. Men desværre gik det som forudset, og LSF kom tilbage, fik udlignet, og så endte det hele 1-1 efter 90 minutter, og der var trætte ben at spore.

Kort inde i den forlængede spilletid finder Simon Raahave flot hullet i hjemmeholdets forsvar og Oliver Østgaard, der usvigeligt sikkert bringer GVI foran 2-1. Det kunne godt være en afgørelse, og der blev foretaget en udskiftning i et træt forsvar, hvilket bragte Nadar Salim på banen. Desværre for ham og GVI blev han lynhurtigt involveret i en batalje efter klart frispark begået mod ham, og det blev næppe til et helt minut, inden han fik det røde kort og måtte forlade arenaen.

 Det gav naturligvis LSF momentum, men der gik dog hele ni minutter før Ledøje-Smørum fik udlignet efter et boldtab uden foran GVI-feltet. Det var i 106. minut, og nu så det svært ud for Vangede-drengene og de mange GVI støtter blandt publikum. Unge Tobias Vibholm blev sendt ind i angrebet i stedet for Nick Christensen, og pludselig fik han en lækker aflevering fra Simon Raahave helt inde i boksen med ryggen mod målet. Brølestærk fik han holdt LSF forsvaret væk vendt rundt og sendt kuglen ind til GVI føring på 3-2. Triumfen og næste pokalrunde var nu nær med omtrent 11 minutter tilbage. Men ak. I 114. minut fik LSF udlignet igen, og så skulle det hele afgøres i straffesparkskonkurrence, mens mørket langsomt var ved at trænge sig på.

GVI kom bedst fra start i straffesparkskonkurrencen med en føring på 1-0 efter de to holds første spark. Thomsen havde chancen for at bringe os foran 2-0, men heldigt for LSF ramte afslutningen midt i målet målmandens fod, selv om han faktisk var på vej ud for at hilse på den ene stolpe. Så gik scoringen i stå for GVI, og nu lignede LSF en vinder. Men så ville deres keeper sparke det femte og afgørende spark, og han bragede den 5-7 meter over målet, og GVI var tilbage efter Anton Scharling Krebs havde vist ungdommelig koldblodighed ved at score usvigeligt sikkert på sit femte spark. Men det sjette spark blev afgørende, og desværre blev det GVI som måtte gå fra banen som tabere. LSF-keeperen hev en flot redning frem på sparket fra Nicklas Niebe, og så lukkede LSF kampen med scoring på deres sjette spark i en straffesparkskonkurrence, hvor ’Tørnæs’ faktisk går rigtigt efter alle spark og har en flot redning på det første spark.

Dermed bliver der heller ikke i denne omgang divisionsbesøg i pokalturneringen, og de næste par dage skal der restitueres ben og hoveder inden sæsonens første hjemmekamp på lørdag mod Vanløse klokken 13.00