GVI satte topholdet på plads

23.10.2016

GVI satte topholdet på plads

En forrygende 2. halvleg og tre fuldtræffere på 30 minutter blev afgørende, da GVI’s DS-drenge lørdag vandt 3-2 ude over topholdet AB Tårnby, og dermed barberede 3 point af afstanden til førstepladsen som nu er på seks point med to runde tilbage, inden vinterpausen kalder.

Efter et nederlag på 2-0 ude mod Rishøj i forrige runde var GVI opsatte på at komme hurtigt tilbage på tavlen i noget der lignede en vind eller forsvind kamp i forhold til at bevare kontakten til toppen af DS-rækken. AB Tårnby er et svært hold at spille imod, og det stod hurtigt klart, at de ville være en trussel på dødbolde og i det hele taget høje indlæg ind i GVI-boksen. Der gik der også bare 18 minutter før den strategi gav pote, og bagud 1-0 lignede det nu for alvor en svær opgave for GVI. Der blev kæmpet for sagen i 1. halvleg, men det var svært at tilspille sig de store chancer, så bagud med et enkelt mål var der masser af tale om i pausen.

Præcis hvad der blev sagt, ved vi ikke, men GVI satte sig ganske hårdt på spillet i 2. halvleg, og med det kom også farligheden. Allerede efter 51 minutter var der fare på færde på AB Tårnbys banehalvdel, og med en god stikning fra Matin Husaini tog Oliver Østgaard det helt rigtige løb og sendte udligningen sikkert i netmaskerne.

Det blev tydeligt, at GVI var mindst tilfredse med uafgjort, og GVI var klart bedst i anden halvleg. Et lille kvarter senere var det så Vangede-drengenes tur til at lukrere på et nedfald fra en høj bold som Patrick Ehlers sendte smukt ind til føringsmålet til 2-1. Nu var det ventet, at AB Tårnby ville presse på for en udligning, men GVI scorede faktisk igen, før amagerkanerne for alvor vågnede op. AB Tårnby blev spillet tynde, og Nick Christensen gjorde det usvigeligt sikkert til en GVI-føring på 3-1. Herefter blev der endda plads til at sende et par af GVI-talenterne på banen i form af Nicklas Niebe og debutanten Tobias Neervig Vibholm. Lidt spændende blev det dog til sidst, da AB Tårnby reducerede til 2-3, men sejren kom i hus.

Dermed er GVI tilbage på andenpladsen i tabellen lige foran Skovshoved og Ledøje-Smørum med nu seks point op til AB Tårnby. Så det bliver med masser af selvtillid at GVI på lørdag tager imod Avedøre i efterårssæsonens sidste hjemmekamp klokken 13.00 i Nymosen.