GVI - Sæsonen 2014-15 i tal

16.07.2015

Sæsonen 2014-15 i tal

Vi skal lige nå at gøre sæsonen færdig inden vi starter på den nye. Det blev til en lang og resultatmæssig mindre god sæson, nedrykningen blev lidt for hurtigt en realitet, og vi nåede aldrig rigtig at få gjort det spændende. Det endte med en 13. plads ud af 16. Et efterår hvor vi aldrig rigtigt kom igang, blev afløst af et forår, hvor vi kom rimeligt ud af vinterhiet, for så at gå i stå. Det betød, at vi stoppede samarbejdet med Søren Fjorting, nok den sværeste beslutning, den nuværende bestyrelse har taget. Fjorting har et stort GVI hjerte og en stor plads i klubbens historie både som spiller og træner, og han er en eminent træner, men pilen pegede for længe den forkerte vej, og vi følte at det var på tide at prøve noget andet. David Rasmussen tog over i de sidste 4 kampe, og det virker som om at spillerne har forstået signalet og viste andre takter, de sidste kampe. Fjorting kommet godt videre og bliver i 2. Division med B1908, samtidig føler vi, at der er en masse potentiale i det nye trænerteam og i truppen.

2. Division har på alle måder vær et dejligt eventyr, det har betydet festlige lørdage med flere mennesker i Nymosen, GVI er blevet tydeligt placeret på fodboldkortet, og det er da også ambitionen at vi gerne vil prøve det igen ! Vi skal huske på, at for kun få år siden, så spillede vi mod 2. Hold fra Frem, Fremad Amager, Hvidovre og B93, nu spiller vi mod de rigtige 1. Hold, GVI har rykket sig !

I sæsonen 2014/15 brugte vi hele 37 spillere på 1. Holdet i 31 kampe - rigtig mange i forhold til forrige sæson, hvor vi kun brugte 26. Der var debut til hele 20 spillere, herunder flere af vores egne helt unge spillere, og når man kigger på de tal, så ser man nok også grunden til at det gik som det gik. Vi scorede 32 mål i de 31 kampe - 28 i turneringen, “Gummi” blev suverænt vores topscorer med bare 7 mål, Lasse Qvist lavede 4 og Oliver 3, det siger sig selv, at det bliver svært at vinde kampe med så få mål, især når vi samtidig var mere gavmilde i egen forsvarszone og lukkede 57 mål ind. Oliver rundede 150 kampe, hvilket har snydt klubbens kamptæller, det er nok fordi 11 af kampene var som indskifter, men de tæller jo stadig, så Olli har en hyldest til gode.

Willer