GVI - Sæson optakt

06.08.2015

Sæson optakt

Vi er klar til turneringsstart – og eksperterne har været søde, at gøre os til favoritter til en topplacering – men det ligger da også til højrebenet. Vi har holdt på de fleste af vores spillere, som nu alle har godt med divisionserfaring, vi slog i sidste sæson de andre nedrykkere, og havde i vinterpausen godt tag på de fleste danmarksseriehold, så meget taler for at vi skal være med i den sjove ende.

En ting er dog spådomme, noget helt andet er at vores drenge pludselig går på banen som favoritter, og skal vise, at de kan stå for sådan et pres, det har vi ikke prøvet de sidste 2 år. Det betyder, at der er en klar forventning om at vi skal være spilstyrende, modstanderne vil være afventende, lukrere på fejl, og ofte være tilfreds med et enkelt point. Derfor skal vi være ydmyge og tålmodige i vores kampe, det bliver ikke let, at skulle bryde kompakte hold ned, og det er ikke noget vi prøvet i divisionen. Vores bedre fysik og tempo i spillet bliver afgørrende i de tætte kampe.

Truppen ser rigtig stærk ud ! Vi har mistet en del spillere fra bredden, og målmand Mikkel Gram-Jensen, Marc Bredahl og Casper Offenberg, som var inde omkring start 11’eren. Ind er kommet Jimmi Mayasi og Lasse Madsen fra SC Egedal, Mayasi ligner en klar forstærkning, og bliver forhåbentlig den goal-getter, vi har sukket efter de seneste sæsoner, han er god med bolden og afslutningssikker. Lasse Madsen kan blive årets overraskelse, han arbejder hårdt, og kan finde vej til målet. Truppen er stadig ikke helt på plads, der arbejdes stadig i kulissen på et par tilføjelser.

Niklas MacDonald kommer til at starte sæsonen i målet, og han fik allerede vist sig frem i et par kampe i foråret, og er en mand for fremtiden, han har allerede et godt repetoire, og vil kun blive bedre jo flere kampe han får. Til den bagerste kæde har vi Smeden, Gummi, Olzcyk, Søren Thomsen og Lasse Jensen, formentlig den mest rutinerede og erfarne bagkæde i DS. En solid defensiv er basen for en god sæson, så vores forsvarspillere skal præstere fra første kamp. Det bliver også i denne sæson at vores midtbane skal vise sig frem, Morten Lund, Dennis Borup, Gustav Bang som balance spillerne, der skal sætte vore spil, og de mere kreative og målsøgende Junior, Oliver Østergaard, Frick, CP, Husaini, Jørming og Lasse Madsen, der skal være ekstra skarpe i DS, vi skal have mere flow i vores spil, så vi kan komme frem til en del flere chancer. Jimmi Mayasi bliver forhåbentlig ham der kommer til at bombe målene ind og skabe ravage på modstandernes banehalvdel.

Første opgave er Fredensborg ude. Fredensborg havde en skuffende sæson i fjor og undgik med held at rykke ud af DS, de stoppede samarbejdet med deres trænerteam lige efter turneringen sluttede, og ansatte erfarne Claus Larsen (tidl. BSV). Det er en svær start for os, vi går på banen som klare favoritter, og har næsten alt at tabe. Vi kender Claus Larsens stil fra BSV, der vil blive løbet og lagt et aggressivt press på os, de vil spille direkte mod vores felt, søge 2. bolde og gå all in på alt nedfald. Det kræver, at vi er hårde i duellerne, og påpsselige i vores spil. Træningskampene har ikke været imponerende, men vi tror at vores spillere har 10-15% mere i sig, når der kommer points på spil.

Teamchefen melder om en rigtig fim afsluttende træningsuge, alle er stort set tilbage fra ferie, der er højt humør og en solid tro på tingene – Alle ser frem imod lørdagens turneringsstart.

Det bliver spændende lørdag – Vi ses i Fredensborg !

Forza GVI

Willer