GVI - Frederikssund - GVI 3-1

12.08.2015

Frederikssund - GVI 3-1

Det skulle have været dagen, hvor vi fik boosted selvtilliden, og fik de sidste spillere i truppen i kamp – kun det sidste lykkedes. Dagens kamp som kom til at minde alt for meget om lørdagens turneringskamp – hvor vi sad massivt på boldbesiddelsen, men blev straffet på omstillinger og sjusket forsvarsspil. Alle 4 nye spillere var med; Lasse Gundorph og Lasse Madsen fra start, Rajko Lekic og Andes Leo Christiansen på bænken - Kasper Borggren fik lov til at vogte målet. En række profiler sad over pga skavanker fra weekendens kamp.

Da man så Frederikssunds hold, tænkte man at det var drenge mod mænd, Frederikssund rykkede i vinters en stor del af deres U19 hold op i 1. holdstruppen. Det var ikke til at se, da kampen først var i gang, de løb de ekstra meter for hinanden og leverede en solid holdpræstation. Vi dominerede fra start, kom godt over kanterne, masser af bold og gode indlæg, Lasse Jensen kom tættest på en scoring med et godt hovedstød på tværs af målet. Præcis som i lørdags gik det galt første gang Frederikssund kom i angreb, pludselig var der masser af plads i feltet og de kunne alt for enkelt score til 1-0. Vi bevarede roen og fortsatte med at angribe, og i halvlegens sidste minut kom udligningen, Gummi var godt med i feltet, og fik generet en Frederikssundspiller nok til at han sendte bolden i eget net.

Det gav en tro på, at vi ville køre dem over på fysikken i 2. halvleg, Junior kom på banen, og senere blev der debut til både Anders Leo Christiansen og Rajko Lekic. Vi sad tungt på kampen og Frederikssund begyndte at se møre ud, desværre blev det aldrig helt farligt, vi havde ikke ideerne til at gennembryde Frederikssunds massive defensiv, og i slutfasen begyndte vi også at se lidt slidte ud, hvilket gik ud over vores returløb, og efterhånden så det lidt risikabelt ud. Vi skulle dog helt hen til de sidste minutter før det gik galt, Lasse Jensen tabte en nærkamp med en enlig Frederikssundsangriber, der kunne løbe alene mod Kasper Borggren, runde ham og sende bolden i kassen til 2-1. Vi satsede stort på at få en udligning, og sende kampen i forlænget. Gummi var igen tæt på med et skud på indersiden af sammenføjningen, men på næste angreb lukkede Frederikssund kampen med en flot scoring til 3-1 og sensationen var i hus.

Det er en mindre pokalsensation, det var de unge undertippede, der slog nedrykkerne fra 2. division. De ville det mere og beviste at hvis man forsvarer sig godt, så kommer der sikkert en mulighed eller flere for en scoring – rimeligt simpelt.

Det er en kedelig tendens, at vi kan dominere kampe og reelt ikke skabe mere en 2-3 chancer, mens modstanderen samtidig får så store chancer at de laver 3 mål på 3 chancer. Det er da underholdende, at vi angriber med backs og defensive midtbaner, men hvem er det lige der forsvarer ? Der er alt for meget plads på vores banehalvdel, hvor vores modstandere kan boltre sig – Vi er simpelthen ikke nok man bag bolden, og konsekvente nok i vores forsvarsspil.

Dagens kamp bød på debut til Lasse Gundorph, der trods resultatet, gjorde det fint, han var god i duellerne, og kan være den ”no nonsence” forsvarspiller vi sukker efter. Lasse Madsen fik hele kampen, og der var gode momenter, men han manglede lige den sidste coolness for at komme frem til den helt store chance. Rajko Lekic kom ind og fyldte godt, og man håbede lidt at der ville falde en chance af til ham, men den kom ikke. Anders Leo Christiansen, nåede ikke at få sat et stempel på kampen, så ham venter vi med at vurdere.

Nu kommer der en mega svær kamp lørdag mod himmelstormerne fra Hillerød, de cruisede rimelig sikkert igennem Sjællandsserien sidste år, igår slog de Herlev ud af pokalen – det bliver rigtig svært. Nogen gange lærer man mere af nederlag end sejre – det håber vi holder stik, vi skal levere et helt andet forsvarsspil end vi har gjort de seneste kampe. Gummi, Smed, Olczyk, Lasse Jensen, Søren Thomsen eller hvem der kom til at stå i bagkæden, skal have mere fokus på defensive gøremål, vi har masser der kan levere frem i banen. Lad det være weekendens udfordring ...

Fotos = JPS

Willer