GVI - GVI - Hillerød 4-2

16.08.2015

GVI - Hillerød 4-2

Sejr ! En flot kamp til ære for Binus, er sikker på han kiggede med oppefra og var godt tilfreds med præstationen.

Trænerteamet havde udtaget en rutineret trup til kampen. Der var blevet plads til både Lasse G. Og Rajko Lekic på bænken. Ud af truppen var gledet en skadet CP, Matin Husaini og Lasse Madsen. Jimmi Mayasi var tilbage i angrebet Smed i forsvaret, Borup på midten og Niklas MacDonald på målet.

Hillerød kom med stor tro på egne evner, og startede i højt tempo,og med masser af energi og løb – men vi forsvarede os i dag ydmygt, koncentreret og med flere folk bag bolden. I angrebet kom vi frem til afslutninger og gjorde vores angreb færdige. Første store chance fik vi tidligt i kampen , da Gustav Bang udnyttede en forsvarsfejl, men Hillerøds keeper afværgede situationen, lidt efter sparkede Jimmi Mayasi bolden i nettet, men målet blev annuleret for offside. Efter et kvarter kom forløsningen, Lasse Jensen gled fri på højre kanten og med et klasse indlæg fandt han Junior i modsatte side af feltet, og han kunne sikkert heade os i front. Vi fortsatte med at angribe over kanterne og Lasse Jensen servede endnu et flot indlæg denne gang til Jimmi Mayasi, men afslutningen fløj tæt forbi. Vi skulle hen til 36. minut før der igen kom gang i måltavlen – Dennis Borup slog en dødbold ind i feltet, den var Gummi over, og i to forsøg fik han bolden i kassen. 2-0 det så overbevisende og sikkert ud – men i disse tider er ingeting jo helt sikkert, og minuttet efter brød Hillerød igennem vores venstre side, og et fladt indlæg lå pludselig i målet, om det var et selvmål eller Hillerøds farlige Mikkel Andersen er uvist. 2-1 efter de første 45 min.

Spillerne så møre ud da de kom ud til 2. halvleg især vores drenge, så tunge ud. Efter en time udgik Gustav Bang med en lille forstrækning, det betød hjemmebane debut til Lasse G. Hillerød havde nu et lille overtag, men vi så farlige ud når vi angreb – Junior blev skiftet ud med Oliver Østgaard. Lasse Jensen var aggressiv og erobrede flere bolde i farlige områder, og en af gangene blev det omsat til en kæmpe chance, da han spillede Jimmi Mayasis helt fri foran mål, men han svigtede og skød bolden over. Jimmi Mayasi tog dog revance senere da han opsnappede en ripost fra et Morten Lund skud, og hamrede bolden op i målhjørnet på 1. berøringen – et klassemål og 3-1. Og nu var det Hillerød, der så slidte ud, mens vi hold fornuftigt på bolden. Jimmi Mayasi skiftede med Rajko Lekic, og man troede at sejren var hjemme, men i kampens sidste minut, lavede Hillerøds Philip Lindgaard lidt af et drømmemål, da han fra banens midte sendte bolden ind over Niklas MacDonald til 3-2 – og pludselig var der spænding igen. Det blev til at par nervepirrende minutter, hvor Hillerød satsede stort, men i overtiden kunne Rajko Lekic lave et par smarte finter i Hillerøds straffesparksfelt, det endte med et klodset benspænd og straffe – som Rajko selv sikkert scorede på 4-2 og slutfløjt.

Sæsonens indtil nu bedste indsats – skarpt angrebbsspil, der blev omsat til flotte scoringer. En bedre defensiv indsats, hvor vi forsvarede alle mand, og hurtigt kom bag bolden. Der er stadig plads til forbedringer, men kan vi fortsætte med denne udvikling, så ser det positivt ud. Roser til hele holdet for at træde i karakter efter onsdagens pokalfiasko, det var en moden præstation, hvor vi viste at vi angrebsmæssigt var en klasse over Hillerød. Defensivt kan vi blive bedre, men der var masser af tilbageløb, år vi mistede bolden - så viljen var der !

Man of the Match – Der var mange om buddet – fra sidelinjen vælges Lasse Jensen.

Fotos - JPS

Willer