GVI-dreng debuterer på landsholdet

09.10.2015

GVI-dreng debuterer på landsholdet

Med nummer 17 på landholdstrøjens brystkasse blev 15-årige Rasmus Beyer Pasternak den seneste fodbolddreng med en lang GVI-fortid som debuterede på landsholdet. Han følger dermed i fodsporene på Anders ”AC” Christiansen som i dag spiller i Chievo i den italienske Serie A.

Det skete da Rasmus Beyer Pasternak i Vildbjerg torsdag 8. oktober spillede på U16-landsholdet hjemme mod Ungarn. Kampen endte med et nederlag på 1-3, men det kan ikke ændre ved stoltheden over at debutere på landsholdet.

Rasmus Beyer Pasternak repræsenterer i dag Lyngby Boldklub, men han har stadig masser af hjerte og familie rendende rundt i Nymosen. Det viste han senest, da han forbi GVI fodboldskole i sommer og hjalp til som assistent. Han var faktisk bare fem år, da det hele begyndte i GVI i 2005. Faktisk blev han ”scoutet” af vores børnetræner-legende Claus Lerche som en oktoberdag ringede og insisterede på at Rasmus da skulle starte til fodbold. Far Pasternak synes det var lidt tidligt, men mor sagde ja, og så blev Rasmus så glad, at han sov med benskinnerne ved sin side de første mange nætter.

På trænerfronten havde Rasmus i de første år Karin og Bianca, og fra U12 blev hans far, Kim Pasternak, forældretræner sammen Jesper Sørensen – den nuværende formand.

I 2012 tog han det store skift og blev elitespiller på U13-holdet i Lyngby Boldklub. Forinden havde Rasmus i et tæt samarbejde mellem Lyngby og GVI deltaget i Lyngbys ugentlige talentskoletræning gennem et helt år. På den måde fik han både afprøvet talentet, og mærket om han kunne undvære alle holdkammerater og venner i GVI.

Det er gået over al forventning, og nu spiller han på Lyngbys U17-hold i ligaen. Men på trods af de mange timer både med Lyngby og landsholdssamlinger, så kommer han stadig forbi GVI, hvor lillebror Mads spiller U11-bold, og så får han også i ny og næ set de gamle kammerater på 00’erne og 1. senior, når de spiller i Nymosen.

Herfra GVI skal bare lyde et stort tillykke med landsholdsdebut