GVI - GVI - Avedøre 1-1

07.06.2015

GVI - Avedøre 1-1

Det var på papiret en kamp mellem et GVI hold, som var rykket ned og derfor ikke havde så meget at spille for, mod forårets positive overraskelse Avedøre, som stadig har mulighed for at overleve i 2. division øst, så en hård kamp var i vente for Vangedes bedste fodboldhold.

Det kunne dog ikke ses, da kampen blev fløjtet i gang: Begge hold spillede i et højt tempo uden dog for alvor at komme frem til helt store chancer. Efter 10 minutter havde GVI hjørnespark, bolden ender hos Gustav Bang, som resolut og smukt helflugter bolden i mål, første mål i 5 kampe var en realitet. Derefter satte GVI sig på kampen, Avedøre forsøgte sig med nogle tempofyldte raids, men det blev holdt under kontrol af GVI-forsvaret. Da der var spillet 21 minutter bryder GVI igennem i højre side, og inde foran mål skal Frederik Frick blot sparke bolden i kassen, men desværre sparker Frick bolden på overlæggeren, så den går ud i spil, i stedet for i mål, og dermed fortsat 1-0 til manges ærgrelse og forbløffelse i Nymosen.

Især vores højre side, hvor bl.a. Junior viste sin gode form, var stærk i denne del af kampen. Avedøre kom en smule bedre med i løbet af halvlegen, men formåede ikke at få mere end et par ufarlige hjørner ud af det. Efter et godt løb var det i stedet Frederik Frick, der var på spil i Avedøres straffesparksfelt 7 min. før pausen, og med et skud fra en spids vinkel fik han testet Avedøres målmand, som dog holdt stand.

Der var halvlegen igennem ellers få åbne chancer, men det var særdeles positivt at se, at GVI-spillerne udvise god energi og løbevillighed, hvilket har været savnet i de seneste kampe. Ros skal der også lyde til træner David Rasmussen, som konstant var optaget af at coache sit hold og opmuntre spillerne.

Fra anden halvlegs start var det Avedøre, der forsøgte at presse på for en udligning, men de kommer ikke frem til åbne chancer. I denne del af kampen var det især venstresiden med Lasse Jensen, der gjorde sig bemærket, og over hele linjen blev der jagtet bolde og kæmpet.

I det 68. minut ændrer kampen dog karakter, da Christopher Olczyk får sit andet gule kort og måtte gå tidligt i bad – til stor ærgrelse for hovedpersonen selv. Lasse Qvist kom derefter på banen for Mark Jørming og agerede enlig spydpids resten af kampen, mens Avedøre atter pressede på. Dog er det GVI, der virker farligst med en hurtig Lasse Qvist og ikke mindst Junior, som med et godt skud – desværre lige på målmanden – i det 84. minut havde en god chance til at score det afgørende mål. Lasse Qvist bliver også hovedperson i kampens mest afgørende sekvens: i det 92. minut bliver han fældet i højre side nede på vores banehalvdel, men dommerens fløjte er tavs, så Avedøre spiller bolden ind i feltet, hvor den ekspederes væk. Uheldigvis lander den for fødderne af en Avedøre-spiller, som sparker på mål, men Mikkel Gram parerer…desværre lige ud til en Avedøre-spiller, som ikke tøver med at sætte det udlignende mål ind. Minuttet efter er Lasse Qvist på spil i Avedøre-feltet, men formår ikke at score sejrsmålet.

1-1 blev slutresultatet, det føles som et bunduretfærdig tyveri af 2 point. Det vundne point står ikke mål med den gode indsats fra gutterne, men med 3 gode målchancer i den store ende, så kunne vi godt have lavet den afgørende scoring. Dejligt med en god præstation, selvom vores rolle er udspillet - resultatet betyder meget for andre klubber i kampen om at undgå nedrykning, skønt at der ikke gives ingen gaver i Nymosen.

JPs / Willer