Stærke navne i spidsen for GVI’s pigefodbold

23.07.2016

Stærke navne i spidsen for GVI’s pigefodbold

Pigefodbolden i GVI er efter nogle stærke år løbet ind i en ærgerlig tilbagegang, og vi vil nu i tråd med DBU som også har stor fokus på pigefodbolden nu sætte ind med en ny struktur og igen sætte fart på pigebolden med øje for DBU’s egne undersøgelser af fastholdelse af pigespillerne.

I spidsen for vores projekt er vi glade for at kunne præsentere Flemming Travn Rasmussen som med 15 års trænererfaring og en B-licens brænder for pige- og kvindefodbold, og han skal sammen med Martin Madsen stå for udvikling af både et ungsenior hold for kvinderne og pigefodbold generelt, hvor de to skal udvikle på vores pigeafdelinger.

”Et stort fokuspunkt bliver først og fremmest trænere til vores hold, og her skal vi være bedre til at få fat i forældre og egne spillere som gerne vil hjælpe til og måske ligefrem prøve trænergerningen af. Det er er der ikke noget nyt i, men vi vil gøre det anderledes,” siger Flemming Travn Rasmussen.

Der er mange tanker i støbeskeen, men nu skal de to først og fremmest lige i gang med at lære alle at kende ved sæsonstart, og så bliver det spændende at følge et makkerpar, der som trænere for kvindesenior har et mesterskab som højdepunkt samt en pokalkamp mod de daværende Danmarksmestre Brøndby. Martin Madsen har udover B-licens også en uddannelse som målmandstræner, og han forlod i sin tid GVI for at blive målmandstræner for BSF’s 3F-ligahold.

”Sammen har vi en stor indsigt i pige/kvindefodbold, og det vil vi gerne bringe i spil, og vi håber det igen kan få pigefodbolden til at blomstre i GVI. Det er desværre mange år siden vi sidst har sendt egne pigespillere videre i fodboldsystemet. Der vil vi gerne hen igen. Vidste du for eksempel, at vi i GVI faktisk har udviklet en tidligere landsholdsmålmand blandt pigerne?, siger den nye chef for GVIs ungsenior og pigeafdeling.