Menu

GVI snuppede point i Karlslunde

image
13. oktober 2019 kl. 13:24
På en dag hvor GVI var bedst, forblev det 0-0 fra start til slut i Karlslunde

På forhånd var der dømt svær udekamp lørdag i Danmarksserien, da GVI ude skulle møde Karlslunde, som i det tidlige efterår vandt hele hele 4-1 i Nymosen på et tidspunkt, hvor GVI's defensiv ikke havde det godt. Det ser nu helt anderledes solidt ud, og hjemmeholdet Karlslunde havde meget få opløb til chancer i en match som endte 0-0. Skulle der have været en vinder, så tør vi godt uden farve i brillerne sige, at GVI havde de største chancer og det bedste spil.

Det var ikke en chancerig kamp, men det gjorde kun utilfredsheden endnu større, da dommeren underkendte en GVI scoring. Vurderet på de to holds spillerreaktioner var der intet, da Karlslundes målmand tabte bolden. Men dommeren mente der var frispark til keeperen, og så var den føring forpurret. Kort efter fik Mathias Veltz stærkt fightet sig forbi forsvaret, men hans vip gik desværre lige forbi. Nogenlunde samtidig med vippet blev Veltz tacklet ureglementeret bagfra. Det kunne godt ligne et straffespark, men omvendt kan det også være at dommerskønnet var korrekt i det tilfælde.

GVI tog til pause med en god følelse, men der skulle gå lidt tid før Vangede-drengene fik fat i spillet igen. Men da det først skete, så var der faktisk en periode midtvejs i anden halvleg, hvor man bare ventede på den sidste rigtige aflevering, når det bølgede frem med 4-5 velspillede angreb. Men den sidste gode pasning udeblev, mens der stort set var lukket af bagtil, og så endte det hele med 0-0. Det giver et enkelt point som sender GVI op på femtepladsen i tabellen, men der er hele 10 point op til fjerdepladsen, som Karlslunde har indtaget. Målet for de næste kampe er helt sikkert pointhøst i håbet om at få skåret sig lidt løs fra en forholdsvis tæt zone fra bund til femteplads. Kom og støt DS-gutterne lørdag i efterårsferien, når GVI får besøg af Avedøre klokken 13.00. Forza GVI

Vi bruger cookies på vores hjemmeside for at sikre, at du får den bedst mulige oplevelse, når du besøger vores hjemmeside. Hvis du ikke ønsker at acceptere vores brug af cookies, kan du blot lukke denne besked. Vær venligst opmærksom på at dette dog vil udelukke visse funktionaliteter på vores hjemmeside.
Luk