Menu

Interview med Bjørn Rasmussen

image Bjørn Rasmussen, ny mand i GVI
Tom K
21. maj 2020 kl. 06:26
Lidt om den nye struktur i Ungdomsafdelingen

Som I kunne læse forleden på vores hjemmeside er GVI blevet tildelt en DBU-licens.

 Det måtte vi naturligvis høre noget mere om, så redaktionen satte den nytiltrådte ungdomsansvarlige Bjørn Rasmussen stævne i Nymosen – bevæbnet med to kopper kaffe og 4 brownies var jeres udsendte klar til at høre mere om projektet.

Bjørn er ansvarlig for de sportslige forhold fra U-10 til U-15 for både drenge og piger – pt. dog mest for drengene.

Bjørn er til dagligt ansat som skolelærer på Vesterbro.

Vi skal tale om den licens GVI har fået fra DBU, jeg kan forstå at du er en af bagmændene bag ansøgningen, hvor meget fylder sådan en ansøgning?

Der er utrolig mange bilag som skal vedlægges, jeg gætter på at vi kom over de 100 sider, det blev en heftig sag og det er ikke godnatlæsning.

Det har taget mere end et par uge at lave? 

Ja, jeg blev ansat 1/1 2020 men jeg begyndte allerede i december. ansøgningen skulle afleveres i marts måned til DBU.

Der var en masse formelle ting der skulle beskrives og være på plads. Den del har Head of Coaching, Rene Zedler og Ungdomsformand Kristian Boye været fantastisk til at producere.

Min proces har været mere kreativ, jeg skulle lynhurtig finde ud af hvad der rører sig i GVI, jeg var jo helt ny i klubben og havde faktisk et meget lille kendskab til GVI – jeg havde kun været her en enkelt gang eller to før jeg blev ansat.

Hvor har du været før du kom til GVI?

Jeg har bla. været træner i B 93 hvor jeg har været i ca. 10 år og jeg har også været i AB i 6 år ud over det har jeg arbejdet som scout i for to engelske klubber, Newcastle United og Brentford FC.

Kan man sammenligne det at være scout med de opgaver du har nu i GVI?

Nej, det er noget helt andet. Jeg ville rigtig gerne tilbage til rødderne, tilbage til klubudviklingen.

Hvorfor er det at GVI skal have en licens?

Som udgangspunkt behøver man ikke en licens, den er en blåstempling fra DBU som er dem der arrangerer de turneringer vi i GVI spiller i.

Et skridt på vejen mod at lave et godt klubmiljø er at blive anerkendt for det vi laver, alle mennesker har brug for anerkendelse en gang i mellem. Samtidig bruger vi mange ressourcer på at udvikle klubben i den retning.

Da jeg startede i januar kunne jeg mærke med det samme at GVI er en klub hvor fodbold fylder meget, jeg mærkede med det samme da jeg trådte ind ad døren, at i Nymosen er der en god stemning. Min erfaring siger mig, at så er der gode forudsætninger for at videreudvikle nogle ting.

Når der er en god kultur og tillid, er rammerne tilstede for at mennesker kan udvikle sig.

Det, at bestyrelsen har besluttet sig for at søge en licens, ser jeg som et godt tegn på, at de vil videreudvikle klubben så jeg sagde ”ja” da jeg fik henvendelsen fra bestyrelsen.

 Var det besluttet fra start at din første opgave var at søge licensen?

 Ja, da først Jesper og jeg fandt ud af at vi havde det fint sammen var opgaven at få sat struktur på en del af ungdomsafdelingen således at det ikke bare er op til den enkelte træner at forfine en kultur der ikke bare hedder at vi spiller god fodbold.

 Det kan ikke have været nemt at komme ind udefra og skulle sætte tingene på papir?

 Nej, jeg er meget opmærksom på, at jeg ikke virker alt for autoritær fordi jeg jo havde en deadline i forhold til den ansøgning som skulle skrives til DBU omvendt var jeg nødt til at træffe – også nogle svære beslutninger – før vi kom i hus med ansøgningen.

 Du taler meget om systemer og struktur – er vi på vej mod at alle ungdomshold i GVI spiller eks. 4-4-2?

 Ja, det er det også.

 Hvad er det mere?

 Det er i højere grad træningsmetodik og træningsstruktur bla. det, at alle ungdomshold fra U-10 til U-15 træner på samme tidspunkt. Det gør vi bla. vi vil skabe et stort og fælles træningsmiljø for både spillere og trænere. 

Det kan vi i øvrigt mærke under det fravær vi fysisk har haft sammen under coronakrisen.

Her på kontoret er der en tavle, her skal alle spillernes navne stå, netop for at signalere at vi ikke kun arbejder med 1. eller 2. holdene.

 I mit virke i klubben har jeg aftaler med de enkelte trænere, vi aftaler eks. at jeg ser en træner arbejde med sit hold og så aftaler vi hvad han vil have af feedback.

Derudover holder vi møder som består af; analyse, evaluering, deling af viden og planlægning.

Jeg er meget bevidst omkring min rolle, så jeg ikke bare er ham den nye der kommer og tromler folk ned.

Bjørn kan tale meget og længe om fodbold, han er en super fyr.

Her slutter 1. del af snakken med Bjørn – vi vender stærkt tilbage.  

-Tom K 

 

Vi bruger cookies på vores hjemmeside for at sikre, at du får den bedst mulige oplevelse, når du besøger vores hjemmeside. Hvis du ikke ønsker at acceptere vores brug af cookies, kan du blot lukke denne besked. Vær venligst opmærksom på at dette dog vil udelukke visse funktionaliteter på vores hjemmeside.
Luk